Der findes et ord på arabisk, som alle kender, og som næsten ingen dansker har hørt.
Wasta.
Det kommer af ordet for midten. En wasta er den, der står mellem dig og det, du gerne vil have. Onklen, der kender en. Naboen, hvis fætter sidder på kontoret. Du ringer til ham, han ringer til en anden, og så er sagen klaret. Jobbet, lejligheden, pladsen på skolen.
I Libanon, hvor min familie kommer fra, spørger folk sjældent først, hvad du kan. De spørger, hvem du kender. Har du wasta, går døren op. Har du ikke, venter du. Første gang, jeg hørte ordet, var jeg lille, og vi var dernede. Det handlede om at komme foran i køen, få det rigtige skøde på en grund og få børnene ind på den rigtige skole.
Dansk har ikke ordet. Men Danmark har tingen. Her hedder det bare "jeg kender en", "kan du lige fikse det her?" og "ham har min far gået i skole med". Resten af verden har lånt hygge fra os, fordi vi havde et ord for noget, de ikke selv kunne sige. Wasta er et ord, vi kan låne tilbage.
Jeg glemmer aldrig den dag, vi flyttede til Trillegården. Det var i marts 2009, og jeg var ti år.
Mine forældre havde travlt med flytningen, så jeg gjorde det, jeg altid gør et nyt sted. Jeg gik en tur.
Trillegården ligger i Aarhus V. Blokke, beton og græsplæner imellem. Udefra ligner det alt andet alment byggeri. For mig var det en ny bane. Jeg gik rundt om blokkene og ned ad stien, og så kom jeg til Kulturhus Herredsvang.
Der var lyd derinde. Ikke musik fra en højttaler, men den slags lyd, der kommer, når nogen selv laver den. Et beat, der bliver startet og stoppet og startet igen. En stemme, der prøver den samme linje tre gange. Det var rapskolen. En flok drenge, lidt ældre end mig, sad og lavede musik.
Jeg tænkte ikke, at jeg skulle være rapper. Det blev jeg ganske vist, men det var ikke det, jeg så den dag. Jeg kunne se, at det rum kunne give mig noget. Der var voksne. Der var udstyr. Der var folk, der kunne noget, jeg ikke kunne.
Så jeg gik ind.
Det er hele bogen i én sætning, og jeg gjorde det uden at vide det. Ingen havde inviteret mig. Døren stod ikke åben. Den var bare ikke låst.
Læs resten af indledningen
Skriv din mail, og læs videre med det samme.
Gratis. Bogen er ikke udkommet endnu, og som tilmeldt hører du det først, når den kan købes.
Gratis. Ingen spam. Du kan altid melde dig fra med ét klik.
Der er rum, du ikke er inviteret ind i. Døren er ikke låst. Den er bare lukket, og ingen har fortalt dig, at man selv må åbne den.
Hvorfor den her bog findes
Da en journalist fra lokalavisen interviewede mig i september 2026, sagde jeg det, jeg har tænkt i mange år: Da jeg var ung, var der ikke en iværksætter med anden etnisk baggrund, som jeg kunne spejle mig i.
Mine forældre kendte sgu ikke nogen, da jeg var 15. De var kommet fra krig til et nyt land, og det er en præstation i sig selv, men det betød, at der ikke sad en onkel ved middagsbordet, som kendte en direktør. Der var ingen, der kunne ringe til nogen. Vi havde ingen wasta. Hvis jeg skulle have et job eller et råd, havde jeg én lærer, Mogens Hansen, som jeg kunne gå til. Han var min eneste bro. Én.
I mit eget miljø måtte man ikke blive for dansk. Man skulle samtidig blive læge eller advokat og gøre sine forældre stolte. Og man råbte ikke som 14-årig, at man ville være iværksætter. Så tænkte folk, at du var skør. Jeg var bange for at drømme for stort, ikke fordi jeg tvivlede på drømmen, men fordi jeg vidste, hvad de andre ville sige.
I rapskolen skrev vi en sang, der hed "Min egen vej". Vi var børn, men vi havde fattet noget, som jeg mange år senere fandt igen hos forskerne.
De tabte Einsteins
I 2019 offentliggjorde fem økonomer med Alex Bell og Raj Chetty i spidsen et studie, som jeg gerne ville have læst som 15-årig. De fulgte 1,2 millioner amerikanske opfindere tilbage til barndommen og fandt, at børn, der var lige gode til matematik som små, langt sjældnere blev opfindere, hvis de voksede op fattige, og oftere, hvis de voksede op omkring opfindere. På dansk: man bliver det, man kan se.
Dem, der havde evnerne, men aldrig så nogen gøre det, kalder forskerne lost Einsteins. De tabte Einsteins.
Jeg tænker tit på, hvor mange af dem der gik rundt i Trillegården samtidig med mig. Drenge og piger, der kunne regne, sælge og organisere, men aldrig så en, der lignede dem, gøre det til et liv. Det er ikke en amerikansk historie. I Danmark har 28,6 procent af de 30-årige, hvis forældre kun har grundskolen, en videregående uddannelse. Blandt børn af akademikere er det 79,9 procent. Det er den sociale arv i ét tal.
Det er derfor, bogen findes. Ikke fordi jeg har noget at vise frem, men fordi jeg ved, hvordan man bygger en bro, når man starter uden en eneste.
Sådan er det i Danmark
Danmarks Statistik har spurgt nyansatte lønmodtagere mellem 15 og 64 år, hvordan de havde fundet deres job. 32 procent svarede: gennem en jobannonce. 31 procent svarede: gennem netværk. Og 2 procent svarede: gennem kommunen, a-kassen eller jobcentret.
Næsten hvert tredje job i Danmark går til en, der kendte nogen. Hvis du kun sender ansøgninger, spiller du på den ene halvdel af brættet. Og som du vil se i kapitel 1, er det den halvdel, hvor spillet er sværest for dig, hvis dit navn ikke lyder dansk.
Misforståelsen om netværk
Folk spørger mig tit, hvordan jeg har fået mit netværk. Nogle gange ligger der en forestilling bag om, at det bare er kommet til mig, eller at jeg har slikket røv på de rigtige.
Ordet netværk lugter af visitkort og navneskilte og mennesker, der kigger dig over skulderen for at se, om der står en vigtigere person bag dig. Det er ikke det, jeg mener.
Det, jeg mener med netværk, er hårdt arbejde og nysgerrighed. Det er at gå ud på dybt vand, hvor du ikke kan bunde, og at bryde med den stolthed, der siger, at man ikke spørger fremmede om noget. Og det er at holde, hvad man lover, i så mange år, at folk begynder at ringe til dig, før de ringer til nogen anden.
Younes-modellen: Invitationskurven
Hvert kapitel har sin egen model, som du kan tegne på en serviet. Men én figur samler dem alle. Jeg kalder den Invitationskurven, og idéen bag den kan siges i én sætning:
Ingen inviterer dig. Så begynd at invitere andre, og en dag vender kurven.
Den grå linje er den, de fleste lever på. Man gør sit arbejde, sender sine ansøgninger og venter på, at nogen får øje på én. Linjen er flad, ikke fordi man er dårlig, men fordi ingen kender én.
Den røde linje starter samme sted, og i årevis kan man udefra ikke se forskel. Men under overfladen bliver der samlet. Og på et tidspunkt kommer knækket.
Én ting, før du bladrer
Tag en kuglepen og skriv navnet på ét rum, du gerne vil ind i, øverst på den her side. Det kan være en branche, en virksomhed, en uddannelse, en bestyrelse, en by. Det kan være noget, du ikke har sagt højt til nogen. Det behøver ikke være realistisk. Det skal bare være sandt.
Skriv det nu, mens du tænker på det.
Og så tre spørgsmål, du ikke behøver svare på endnu:
- Hvilket rum tænkte du på først, og hvorfor lige det?
- Hvem sidder derinde?
- Hvem har fortalt dig, at du ikke hører til der? Og var det nogen derinde, eller nogen udenfor?
Det sidste spørgsmål er det vigtigste. De fleste, der har fået at vide, at et rum ikke er for dem, har fået det at vide af nogen, der aldrig selv har været derinde. Læreren, der sagde, at jeg aldrig blev til noget, havde aldrig siddet i en bestyrelse. Dem, der grinede, havde aldrig mødt en investor. Rummet selv sagde ingenting. Det havde bare en lukket dør.
Ingen inviterer dig. Du har ingen wasta. Godt. Så begynder vi der.
· · ·
